"Oh, du kommer til den største glans og herlighed, der kan tænkes! Vi har kigget ind af vinduerne og set, at du bliver plantet midt i den varme stue og pyntet med de dejligste ting, både forgyldte æbler, honning- kager, legetøj og mange hundrede lys".Grantræet. 1844
Med dette jule-eventyr tager H.C. Andersen os med helt fra skoven, ind i stuen, op på loftet og ud i baggården. At høre om julen fra grantræets synspunkt er en virkelig god idé. Tænk, alt det fantastiske det oplever – både godt og skidt. Hvert eneste år, flere måneder før jul, begynder mit arbejde med julens chokolader. Der skal udarbejdes nye smage og tænkes over nye ideer. Julen er en travl tid. Her er en julechokolade med inspiration fra en smag som H.C. Andresen helt sikkert har kendt til: Honningkage. Jeg købte en honningkage i Den Gamle By i Århus, og jeg har brugt den som udgangspunkt til smagen i denne chokolade. Der bliver brugt krydderier, men slet ikke i den voldsomme grad som vi bruger dem til jul. Krydderier har været en dyr og luksuøs ingrediens. Til gengæld var smagen af honning kraftig. Honningen har også været nemmere at komme i nærheden af. Så pas på med krydderierne; det er honningen, der har hovedrollen.
Du skal bruge:100 gram mørk chokolade
80 gram lys chokolade
1,5 dl fløde
15 gram glukosesirup
1 dl efterårshonning
1/4 tsk stødt ingefær
1/4 tsk stødt kanel
1/4 tsk stødt muskatnød
Mørk chokolade til overtræk
Sådan gør du:
Start med at støbe chokoladeskallerne i en chokoladeform med tempereret chokolade.
Find eventuelt en guide på youtube.
Fløden koges op sammen med glukosesiruppen. Den kogende væske hældes over chokoladen. Rør et par omgange, så al chokoladen er dækket og lad det stå et par minutter. Rør igen og lad det stå et øjeblik, så skulle al chokoladen gerne være smeltet.
Honningen røres i ganachen, mens den stadig er lun. Rør forsigtigt til honningen er smeltet og inkorporeret i massen. Brug en kraftig efterårshonning, da den har den mest makante smag af honning.
Tilsæt krydderierne - men pas på de ikke overtager smagen. Lad eventuelt fyldet stå en halv time, så krydderierne har mulighed for at udvikle deres smag.
Ganachen fyldes i chokoladeskallerne og skal herefter sætte sig et kvarter til en halv time i køleskab, inden chokoladerne lukkes.
Luk chokoladerne med tempereret chokolade. Jeg bruger mørk chokolade til at overtrække mine chokolader med honningkage.
- - -